On this day in 2017, I published this. HT AP!
TODAY, a guest post by Aske Pedersen from Aarhus, Denmark.
(English version here.)
Frygt og Lykke
JEG ER BANGE. Ikke for mørke, højder eller for at dø. Nej, jeg er bange for ikke at slå til, at være utilstrækkelig, og derfor foregår der en konstant kamp indeni mig. En kamp mellem frygt og lykke. Et eksempel er frygten for at udleve mine passioner.
Når folk spørger mig, hvad jeg virkelig godt kan lide, siger jeg næsten altid at skrive. Men hvorfor har jeg så ikke rørt tasteturet i snart et år? Jeg ved, at det gør mig glad, men noget holder mig alligevel tilbage. En del af min identitet og selvforståelse er bygget op omkring forestillingen om, at jeg er god til at skrive. Hvad sker der med mig, hvis forestillingen ikke holder? Hvis jeg virkelig giver det bedste jeg har, men det bare ikke er godt nok. Denne frygt holder mig fanget i en magtesløs og narcisistisk stilstand, hvor jeg gemmer mig for frygten og udskyder konfrontationen. “I dag er jeg træt, jeg skriver i morgen. I morgen har jeg travlt, men der er tid i næste uge.” Næste uge bliver til næste måned, og næste måned bliver til næste år. Frygten vinder kampen, og min selvfølelse bliver baseret på en løgn, som jeg ikke længere tror på. Men der er sket noget i kampen mellem frygt og lykke. Jeg skriver.
I virkeligheden handler det ikke om at skrive, men om at åbne mig op for andre mennesker. Og for mig selv. For at gøre dette, er jeg nødt til at smide min facade, mit uigennemtrængelige skjold af forsvarsmekanismer, og hvad sker der, hvis modparten ikke kan lide det den ser? Noget af det mest uhyggelige er at gøre sig sårbar, blot for at blive såret. Denne frygt holder mig fra de mest spændene samtaler, nye venskaber, kærester og evnen til at kunne elske rigtigt. I mødet med andre mennesker vælger jeg den nemme vej, hvilket for mig, er humoren. Ironi er blevet en så stor del af mig, at grænserne er blevet udhviskede. Jeg ved ikke længere, hvornår jeg er ironisk, og hvornår jeg ikke er. Måske har alt jeg siger en grad af ironi, hvilket betyder, at jeg kan sige stort set alt. Men mister mine ord så ikke betydning?
Det er ikke kun det jeg siger, det er også måden jeg lytter på. Ofte tager jeg mig selv i at udtænke mit næste svar, før modparten er færdig med at tale. På den måde er jeg sikker på at undgå den akavede stilhed, og samtidig kan jeg fremstå mere intellegent. Dog går der noget tabt i processen. Jeg glemmer at lytte, og jeg formår ikke at se mennesket overfor mig. I stedet kommer samtalen til at foregå på mine præmisser og ofte til at handle om mig. Måske er jeg nutidens narkissos, eller måske er jeg bare bange, eller måske er det én og samme ting.
Hvis man koger det ned, handler det om at tage den sikre vej i samværet med andre mennesker. I samtalen kommer vi ind på alle de selvskrevne emner som studievalg, vejret og geografiske placeringer, og så kommer der et par vittige bemærkninger. Bare så det hele ikke bliver for kedeligt. Det er ikke pinligt, ingen er blevet såret og alle har det fint. Fint… Hverken mere eller mindre. Men jeg gider ikke længere have det fint. For når målet er at undgå fiasko, udelukker jeg samtidig muligheden for succes. —AP
Fear and Happiness
I AM AFRAID. Not of darkness, heights or of dying. No, I am afraid of not being enough, of being inadequate. And because of that, there is a constant battle inside of me. A battle between fear and happiness.
An example is the fear to live out my passions. When people ask me what really lights my fire, I almost always say writing. But then why haven´t I touched the keyboard in almost a year? I know that writing makes me happy, but something is still holding me back. A part of my identity and self-understanding is based on the conception that I am good at writing. What happens to me if that conception breaks? If I really give it my best shot, but it´s just not enough. This fear keeps me in a powerless and narcissistic standstill, where I hide from the fear and delay the confrontation. “Today I’m tired, I will write tomorrow. Tomorrow I’m busy, but there should be time next week.” Next week becomes next month and next month becomes next year. Fear is winning the battle, and my self-esteem is based on a lie that I no longer believe in. But something has happened in the battle between fear and happiness. I am writing.
REALLY IT’S NOT AS MUCH about writing, as it is about opening up to other people. And to myself. To do this, I have to throw away my facade, my impervious shield of defense mechanisms, and what happens if the counterpart doesn’t like what it sees? One of the most frightening things is to make yourself vulnerable, only to get hurt. This fear holds me back from the most interesting conversations, new friendships, girlfriends and the ability to really love another person. When meeting other people I choose the easy option, which to me is humor. Irony has become such a big part of me, that the boundaries have become blurry. I no longer know if I’m being ironic or if I’m not. Maybe everything I say has a touch of irony, which means I can say almost everything. But then what significance do my words hold?
It’s not only what I say, it’s also the way I listen. Often I catch myself devising my next answer while the counterpart is still speaking. That way I’m certain to avoid the awkward silence, and at the same time I can appear more intelligent. However something gets lost in the process. I forget to listen and I don’t manage to really see the person in front of me. Instead the conversation happens on my terms and is often centered around me. Maybe I’m the modern day Narcissus or maybe I’m just afraid, or maybe they are one and the same.
IF YOU BOIL IT DOWN, it’s about taking the road of comfort in the companionship with other human beings. In the conversations we go through the even written topics such as education, the weather and geographical locations, and then a couple of jokes are thrown in just so it doesn’t get too boring. Nothing is embarrassing, no one has been hurt and everybody is fine. Fine… No more, no less. But I don’t want to be fine anymore. Cause when the goal is to avoid failure, I exclude the opportunity of success. —AP
